
Bliv klar til at klippe den røde snor
Du er ved at have styr på etablering af datterselskab i USA; nu mangler du bare de sidste detaljer om valg af beliggenhed – og så skal du huske at vedligeholde de vigtige relationer, du allerede har dannet med EDO’erne.
Blogindlægget er skrevet i dialog med Troels Adrian. Troels er, med egne ord, pæredansk, men bor i dag i Portland, Oregon. De seneste +ti år har han boet og arbejdet i USA; hvor han har arbejdet med erhvervsudvikling med delfokus på at tiltrække europæiske investeringer.
Greenfield eller spec. building?
Du har fundet en god beliggenhed til dit amerikanske datterselskab; men skal du vælge greenfield eller spec. buildings?
Greenfield dækker over, at du selv bygger dine nye faciliteter, mens en spec. building er eksisterende bygninger, som du kan leje eller købe. Spec. buildings er typisk er opført i samarbejde med de lokale EDO’er for netop at tiltrække nye virksomheder.
Danske virksomheder har en tendens til, at vi gerne vil sætte vores unikke aftryk på bygningen. Når du kører rundt i Danmark, ser du flere futuristiske, lækre fabrikker – sådan er kulturen ikke i USA. Her drejer det i højere grad om funktionalitet; at leje kontor og lager der passer til ens behov og helst har potentiale til at følge virksomhedens udvikling.
Som ledelsesteam skal I finde ud af, hvad der er vigtigt for jer. Helt lavpraktisk: Er det en afgørende faktor, at billedet af jeres amerikanske hovedkontor ligner det danske? Eller er det afgørende, at I har fleksibiliteten ved at leje bygningerne?
Vælger du at bygge dit amerikanske domicil, kan de lokale EDO’er hjælpe dig ift. hvad du må og ikke må. De kender de lokale bygningsrestriktioner (fx er aluminium på ydervæggene ulovligt mange steder). Det sker jævnligt, at en international virksomhed ryger i karambolage med de lokale byplanlæggere; derfor er det vigtigt, at du har en professionel ved din side, som kan guide dig i byggefasen.
Læs mere om samarbejdet med de lokale EDO’er i ”Create your Investment Case”
Derudover kan dit valg af byggestil tiltrække arbejdskraft; hvis du fx ligger på en god matrikel eller har prioriteret vinduespartier eller ovenlysvinduer i din produktion, kan det være med til at gøre din virksomhed ekstra attraktiv.
Læs mere om om virksomhedskultur og arbejdskraft i ”Find kvalificeret arbejdskraft i USA”
Vores råd er – tilpas dig uden at gå helt på kompromis med din DNA.
Mergers and acquisitions (M&A)
En anden mulighed er at opkøbe en konkurrent og enten køre videre under eget brand eller skifte til dit brand over tid. Her får du adgang til et eksisterende salgsnetværk, medarbejdere og brand value. Til gengæld har du også alle udfordringer med at få virksomheden og arbejdsstyrken tilpasset.
Det kan blive en stor mundfuld, hvis du ikke tidligere har lavet M&A indenrigs eller sågar i EU; at lave en international M&A kræver altid tilvænning til et nyt skattesystem, kulturelle aspekter etc., og det amerikanske system er vidt forskelligt fra selv de erfaringer du måske allerede har gjort dig i EU. Der er eksperter, der specialiserer sig i M&A og dem vil vi stærkt anbefale dig, at du gør brug af, hvis det er en strategi du overvejer.
EDO’en bliver en del af dit netværk
Uanset om du vælger greenfield, en spec. building eller M&A vejen, er du med din relation til den lokale EDO i gang med at opbygge et værdifuldt netværk – og det er en win/win for begge parter. Du skal nemlig ikke undervurdere den reklameværdi, det er for de lokale EDO’s at have fundet en superfed dansk teknologi, som bringer værdi til netop deres område. Det betyder også, at du har nogle lokale EDO’er som er med til at arbejde for din sag – også ift. red tape.
En EDO er derfor både relevant for dig ift. at etablere dig i USA, men også i stor grad efterfølgende. Du er på deres liste, de giver dig en varm introduktion overfor andre. Det er meget værdifuldt.
USA – et relationsbetinget samfund
Og det er nok den vigtigste ting, du som dansk virksomhed skal forstå, når det kommer til det amerikanske marked. Hele samfundet er relationsbetinget. Hvis du har bevist overfor folk, som har høj prestige i et netværk, at du kan noget og er til at stole på, siger de god for dig overfor andre og åbner på den måde døre for dig.
Sådan fungerer det alle steder. Det er der ikke noget odiøst i – det er sådan, du får et multikulturelt samfund til at fungere. Og det forventes afgjort, at du også tilpasser dig og bidrager med dit eget netværk. Det er ikke nemt at blive god til fra dag et, men det er en vigtig kompetence at udvikle for at opnå succes i USA.
Læs mere i blogindlægget ”Netværk din vej til lokale cheerleaders”
Når du samarbejder med EDO’er, skal du være opmærksom på, at hvis de ikke kan give dig gode kontakter i lokalområdet, er du formentlig på vej ind i et community, der ikke er netværket nok. Det betyder, at du ikke får det supportsystem, som er vigtigt på dig på længere sigt.
Vil du vide mere om eksport til USA? COURAGE-modellen er et godt sted at starte.
_
Charlotte Nytoft / 16. marts 2021
Mobil: 41 60 91 19
E-mail: connect@cnr-consulting.dk